
Kan du få det BLÅ toiletkort 🚽?
Har du en sygdom eller tilstand du ikke selv er skyld i, der gør at du ofte kan få et akut behov for at komme på toilettet (dette er et krav)? Så kan du få det BLÅ toiletkort – som dokumenterer dit behov.
Hvorfor det BLÅ toiletkort?
Det BLÅ toiletkort kan være med til, at give dig den tryghed der gør, at du fx kommer ud og møder andre mennesker, hører musik eller finder et godt tilbud på et marked. For det BLÅ toiletkort er særligt velegnet til musikfestivaler, markeder og andre store begivenheder, hvor der kan være trængsel og lang ventetid ved toiletterne.
Hvor kan jeg bruge det BLÅ toiletkort?
Alle tidsbestemte musikfestivaler, markeder og andre store begivenheder – der anerkender behovet for akut adgang til et toilet.
Vis det BLÅ toiletkort på din mobiltelefon.
Flere musikfestivaler er enten afsluttet eller i gang, men enkelte kan nås endnu. Mange festivaler støtter brugen af toiletkort, der er dokumentation for at kortindehaveren kan have akut og uforskyldt behov for at komme på toilettet. De fleste musikfestivaler har handicaptoiletter, og de udlåner (evt. mod depositum) særlige nøgler til disse (se mere på deres hjemmesider).
Vær med til at udbrede kendskabet til det BLÅ toiletkort, så alle festivaler og store arrangementer hurtigt lærer det at kende.
Det BLÅ toiletkort skaber tryghed, også selvom det ”kun” betyder, at man kan låne nøglen til et handicaptoilet – bare det er ledigt.
Så hvis du er arrangør for en festuge, musikfestival eller lignende større arrangement… så meld ud at I selvfølgelig anerkender det BLÅ toiletkort og viser hensyn. Også selvom I har masser af toiletter, der altid er ledige. Det handler om vished og tryghed for jeres kommende gæster, før de køber billetter og glade tager hjemmefra for at møde jer.
Det BLÅ toiletkort kræver ikke medlemskab og er gratis.
Har du spørgsmål om det BLÅ toiletkort eller vil du gerne deltage, så skriv til Toiletkortet@faim.dk
Det BLÅ toiletkort tilsendes personligt til din e-mail, og kan fremvises på mobilen.
Skriv til: Toiletkortet@faim.dk (vi skal bruge dit fulde navn, mobilnummer, e-mail og bekræftelse på, at du (uforskyldt) kan få akut behov for at komme på toilettet).
Det BLÅ toiletkort er dokumentation for, at kortindehaveren kan få akut behov for at komme på toilettet.
FAIM – Foreningen For Autoimmune Sygdomme er bekendt med kortindehaverens navn og kontaktdetaljer, i forbindelse med bekræftelsen af behovet for det BLÅ toiletkort.
Bemærk: Det BLÅ toiletkort er personligt, og gælder kun for det navn der står på kortet.
Det BLÅ toiletkort er IKKE det samme – som Toiletkortet der udstedes af FAIM (til fx supermarkeder og butikskæder).
…..
Hvad gør musikfestivaler fx 🎸🎵?:
Der er stor forskel på de mange festivaler der findes, og et skrækscenarie fra en netop afsluttet musikfestival er: ”Der er alt for få toiletter til så mange mennesker, brugte 1/2 til en hel time i kø flere gange for at komme på toilettet.”
En anden musikfestival ved hvad det drejer sig om, og prøver at skabe den tryghed der gør, at alle føler sig velkomne: ”Vi anerkender brug af Toiletkort, og du kan altid henvende dig til vores personale på festivalpladsen, for akut adgang til toiletfaciliteter. Vi har aflåste toiletter og toiletter i personaleområder, som kan tages i brug med det samme, hvis behovet opstår.” Eller som en tredje festival så fint udtrykker det: ”Vi skal hjælpe hinanden, så musikoplevelser bliver muligt for alle 😊”, for som en helt fjerde festival skriver: ”Ikke alt er synligt, så derfor støtter vi Toiletkortet.”
Der bliver udarbejdet en liste over musikfestivaler, der anerkender det BLÅ toiletkort.
Men indtil da, så se mulighederne på de forskellige musikfestivalers hjemmesider.
Bork Festival, Kløften Festival, Smukfest og Nibe Festival er fx med.
Hvis en festival beder om en bekræftelse på dit akutte behov, så vis det BLÅ toiletkort.
…..
Det BLÅ toiletkort er en del af det Autoimmune fællesskab under FAIM.
www.AUTOIMMUNE.dk