Det skal være trygt for forældre med Autoimmune Sygdomme, at få børn.
Stadig flere unge kvinder får Autoimmune Sygdomme, men viden om hvad medicinen gør ved mor og barn under graviditet halter bagefter. Det skal et nyt tværfagligt forskningscenter på Aarhus Universitet ændre på.
Hvad sker der fx med immunforsvaret hos en gravid kvinde, der får immundæmpende medicin? Er behandlingen sikker for barnet?
Det er nogle af de spørgsmål, som det nye PREG-AID – Center for Prækonception og Graviditet ved Autoimmune Sygdomme – skal finde svar på.
Centret, der er det første af sin art i Danmark, er netop blevet etableret ved hjælp af en bevilling på 3,9 mio. kr. fra Health, og det vil samle forskere og klinikere på tværs af fem forskellige kliniske specialer og tre institutter.
Der kommer mange nye effektive biologiske lægemidler på markedet, men viden om lægemidlernes sikkerhed under graviditet og de langsigtede konsekvenser for barnet mangler.
”Enhver ung kvinde eller mand med en autoimmun sygdom, der ønsker at blive forælder, skal trygt kunne gå ind i graviditeten med den rette viden om deres sygdom og behandling. Det kræver, at vi arbejder sammen på tværs af specialer og institutter og får samlet den viden, vi har, og fylder hullerne ud, hvor den mangler,” siger klinisk lektor Mette Julsgaard, Institut for Klinisk Medicin, der er leder af PREG-AID.
Det centrale i centrets tilgang er det tværfaglige samarbejde. Nøglepersoner fra gastroenterologi, reumatologi, dermatologi, kvindesygdomme og fødsler, børn og unge, biomedicin og folkesundhedsvidenskab indgår i det tætte samarbejde.
Mange af de lægemidler, der anvendes til behandling af autoimmune sygdomme, går på tværs af specialer og bruges uanset, om patienten har en tarmsygdom, en ledsygdom eller en hudsygdom.
Det er også derfor, at centret ikke kun fokuserer på én sygdomsgruppe, men på Autoimmune Sygdomme bredt.
…..
MereForskning #AutoimmuneSygdomme
Læs evt. mere: https://health.au.dk/en/display/artikel/new-centre-to-help-parents-with-autoimmune-diseases-feel-safe-starting-a-family