Ambassadør – Cille

Børne- og Unge ambassadør for FAIM – Cille Lindskov Juul

Hej alle sammen, jeg hedder Cille. 
Jeg er 20, snart 21 år gammel, kommer fra Lolland og fra Borup på Sjælland. 
Jeg er smilende, loyal og en kæmpe glædespreder.
Jeg er en fighter, og jeg kæmper for hvad jeg står for og hvad jeg vil!

Den 16. august 2014, blev jeg diagnosticeret med morbus Crohn. Efter en lang kamp, om at få lægerne til at lytte til mig, hvor jeg vidste der var noget galt. 
Jeg gik til lægen næsten hver dag i 14 dage, og til sidst kunne jeg knap nok stå på mine ben, eller sidde oprejst på toilettet. Jeg ringede til min mor, så hun kunne komme op og banke i bordet! 
Heldigvis, så hjalp det!
Jeg blev kørt direkte til sygehuset, med alt for høje infektiontal. Hvor de efter adskillige undersøgelser, fandt morbus Crohn.

Som mange ved, er sygdommen virkelig noget som sætter gang i en masse ting. En af konsekvenserne ved at have denne sygdom, er at immunforsvaret bliver helt slukket, og sammen med medicin ved siden af som jeg får hver 6. uge, så kan det virkelig blive noget værre møg. 
Oftest så får man nogle følgesygdomme, som også er svære at blive behandlet for. 
I mit tilfælde, gik det meget stærkt. Det var som om min krop sugede dårlig karma til sig, og jeg bare aldrig kunne få ro. Jeg blev nemlig ramt af gigt.. – leddegigt.
Jeg fik gigt i mine knæ, og mine albuer. 
Jeg spillede fodbold og badminton, og på det tidspunkt var det desværre slut for mig. Min gigt blev meget hurtigt værre, og jeg måtte starte på mere medicin.

Så blev det sommer igen, og min kæreste og jeg var på ferie hos noget familie, i Serbien. 
Pludseligt får jeg voldsomme smerter i maven, og jeg ryger afsted til et hospital i Beograd. 
Jeg møder et mega professionelt team, som bare tager imod mig med det samme. De finder 8 galdesten i min galdeblære, og jeg skal bare hurtigt hjem til Danmark og behandles.
Min kæreste og jeg tager hurtigt hjem, og jeg ryger direkte på sygehuset. Jeg får fjernet galdeblæren, da de er bange for min Crohn kan gøre mere skade der.

Efter et stykke tid, med adskillige operationer med min tarm, begyndte jeg at få voldsomme smerter i underlivet. Desværre viste det sig at jeg havde fået noget der hedder endometriose, jeg har fået cyster på æggestokke og æggeledere. 
Jeg har været til nogle samtaler, som desværre gør mig lidt usikker på hvordan mit liv kommer til at se ud. 
Jeg kan få svært ved at få børn, jeg får nok aldrig en uddannelse, eller normalt hverdagsarbejde. 
Jeg bliver nok aldrig den som står op hver dag, går i skole, ned og handler og hjem og lave mad. 
Med alt det her oveni hinanden, bliver man mentalt træt. Og overskud er der bare ikke, når man lever i en hverdag med smerter.

For lidt tid siden, begyndte jeg så at få rygproblemer og min gigt blev værre. Jeg fik konstateret diskusprolaps 2 steder i ryggen, og da ingen behandling virkede, er jeg nu i behandling for morbus Bechterew. Og det medicin jeg kan få for det, er det jeg allerede får for min tarm. Som starter hele den her rumle om og om igen, og skader mit immunforsvar. 
Så jeg kan vælge at tage rutsjebanen igen og igen, eller sætte mig ned og håbe på bedre tider.

Så alt i alt, er jeg en pige, som kæmper en kamp for at få en hverdag til at fungere. Men jeg smiler hver dag, og intet får lov til at knække mig. Jeg er åben omkring mine sygdomme, og ikke bleg for at tale om det. Jeg er ikke bleg for at sige nej til familie fødselsdage, og ikke bange for at sige hvordan jeg har det. 
Jeg har holdt foredrag om min sygdom, og jeg har coachet en familie hvor to af børnene lider af samme sygdom. Jeg hjælper med erfaring, og hjælper med at bryde det tabu det er at være syg!

Men alt det her ville ikke kunne lade sig gøre, uden de mennesker jeg har omkring mig. Jeg har en fantastisk far som har kørt mig rundt fra sygehus til sygehus, og har været min hjælp til at forstå lægesprog, snakke på mine vegne med lægerne, styret min økonomi ved siden af og er altid klar til at hjælpe. 
Jeg har en skøn mor, som altid kan få humøret op og hjælper altid hvor hun kan. Og står altid klar med telefonen, hvis der er noget. 
Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for de mennesker der er omkring mig, og som støtter mig hver dag. For uden dem, vil jeg ikke kunne kæmpe!

Jeg er Cille, og jeg håber I vil lære mig mere at kende, for jeg er her for at bryde det tabu, som vi alle sammen står sammen om.