Dermatomyositis

  • Dermatomyositis er en sygdom, som rammer muskler og huden. Typisk vil det dreje sig om muskelsvaghed, som udvikler sig langsomt over tid
  • Samtidig er der hudforandringer, som kan være til stede i ansigtet eller på kroppen
  • Behandlingen består først og fremmest af binyrebarkhormon (glucocorticosteroid – kortison) for at dæmpe immunsystemet, men andre midler kan også komme på tale
Dermatomyositis er en alvorlig reumatisk sygdom, som angriber hud og muskler. Symptomerne udvikler sig gradvist. De første gener er ofte muskelsvaghed i hofte- og skuldermuskler. Lår og overarme kan også svækkes, og det er muskelsvækkelse og svaghed, som er de typiske gener. En lille gruppe af de ramte får også muskelsmerter. Muskelsvagheden tiltager, og efterhånden kan det blive vanskeligt for personen at rejse sig fra en stol eller gå på trapper. Forskellige former for rødviolet udslæt kan komme før, samtidig med- eller efter muskelgenerne. Hudforandringerne kan være meget typiske, og nogle af dem ses kun hos personer med dermatomyositis. 

Dermatomyositis er sjælden. Den rammer hyppigst børn i alderen 10-15 år og voksne i 45-55 årsalderen.

Hvorfor får man dermatomyositis?

Årsagen til dermatomyositis kendes ikke. Vi har heller intet kendskab til, hvorfor immunsystemet begynder at angribe muskler og hud. Sygdomme, hvor immunsystemet reagerer på denne måde, kaldes ofte autoimmune.

Hvad er symptomerne på dermatomyositis?

Sygdommen medfører først og fremmest en gradvis svækkelse af muskulaturen. Det bliver sværere og sværere at bruge arme og ben. Modsat polymyositis (som har de samme symptomer) så er der også hudforandringer ved dermatomyositis. Nogle af disse forandringer i huden ses kunne ved denne sygdom.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Du skal være særligt opmærksom på aftagende kræfter i armen og ben.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen vil som altid begynde med sygehistorien. Her vil det komme frem, at der er svaghed i muskulaturen. Herefter kan det ved almindelig undersøgelse konstateres, at der er en svækkelse af musklerne, når personen fx skal løfte armene. Ved en blodprøve kan man påvise øget mængde muskelenzymer i blodet. Forandringerne i musklerne kan også påvises ved at undersøge de elektriske signaler i musklerne ( EMG). Endelig vil der også blive taget en vævsprøve fra en muskel.

Hos en mindre gruppe af de ramte ses der samtidig cancer (kræft) – enten forud for dermatomyositis eller samtidig med diagnosen, og i nogle tilfælde først senere. Derfor vil personen blive undersøgt for, om der er kræft i kroppen.

Hvilken behandling er der?

Det er vigtigt at dæmpe de forandringer i muskler og hud, som skyldes immunsystemets overreaktion. Dette sker først og fremmest ved at give glukokortikoider ( kortison). For at undgå for mange bivirkninger til denne behandling, gives der ofte også andre typer medicin, som kan dæmpe immunsystemet. Det kan fx være methotrexat. Der er ikke lavet store undersøgelser, som har kunnet påvise bedring ved motion. Styrkeøvelser gør næppe skade, men der er heller ikke noget, som tyder på, at de gavner. Nyere medicin er også taget i anvendelse. Dette giver man, hvis anden medicin svigter.

Fysioterapeuter er ofte med tidligt i behandlingen. Det gælder ikke mindst hos personer, som er meget afhængige af at ligge i sengen på grund af sygdommen. Sollys kan forværre hudforandringerne, det er derfor vigtigt at smøre huden med solcreme med en meget høj beskyttelsesfaktor.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Langt de fleste får det godt igen efter behandlingen. Men forløbet kan være langvarigt, specielt kan der hos nogle gå lang tid (uger til måneder), inden der sker en bedring.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre dermatomyositis?

Årsagen til sygdommen kendes ikke, og der er ingen muligheder for at forebygge den. Den ramte skal undgå at overbelaste musklerne, og skal som ovenfor anført beskytte huden mod sollys.

Derm (hudsygdomme) og andre Autoimmune Sygdomme

Diskussionsgruppe for alle med autoimmune sygdomme:
https://www.facebook.com/groups/AutoimmuneSygdomme/

Bliv medlem

Artiklen er fra Patienthåndbogen på Sundhed.dk