Jeg vil gerne nominere Camilla til Kick AS prisen.

Fra rutinepræget sofasyg til Kick AS!

Camilla har det seneste år taget de vildeste spring!

Camilla vågnede en dag i 2009 og var kronisk syg med leddegigt, som et lyn fra en klar himmel var hele hendes krop ramt. For 7 år siden blev hun ramt af en blodprop i hjernen og måtte kæmpe for at få sin funktion tilbage. Camilla kunne hverken gå, tale eller tørre sig selv i r%ven. Hun kunne faktisk intet andet, end at blinke med øjnene og lave lyde med munden. Heldigvis er hun stædig som bare fanden. Og INGEN skulle fortælle hende, at hun ikke skulle få sin funktion tilbage! Ingen sygdom skulle definere hvem hun var.

Hun kæmpede alt hun havde lært og mere til!

Selvom hun i dag (de fleste dage) heldigvis kan alt det basale, kæmper hun stadig. Stemmen og ordene forsvinder engang i mellem og kroppens skader driller. Det er dog kun det trænede øje, der kan se når Camilla kæmper, Camilla er nemlig en kvinde der sætter andre før sig selv og selvom hun har givet alt hun har i sig, kan man se power lyse ud af hende. Hendes store drivkraft har altid været og er, hendes tre børn. Uden dem, havde hun aldrig kæmpet så hårdt for det liv hun lever.

For et år siden stillede Camilla modigt op til en artikel i EB, som omhandlede det positive i fællesskabet med ligesindede. Hvad det kan betyde at spejle sig i nogen og åbne op om sin egen fortælling. Her åbnede hun op om sit liv og sine sygdomme på en måde hun aldrig havde troet hun turde. Camilla har siden hun blev syg ikke delt ret meget med omverdenen om hendes lidelse og hvad hun gik igennem. Hun har kæmpet en stille kamp. Passet sin familie og sig selv. Men artiklen åbnede op for meget mere end bare snakken. Camilla er i dag bestyrelsesmedlem i Kroniske influencers og arbejder for at andre kan opleve fællesskabet og følelsen af ikke at være alene. Hun har rejst sig fra rutinen og fra følelsen af, at være ensom i hendes sygdom. Hun har deltaget i fester, ferier og mødt mennesker, som i dag betyder alverden for hende.

Camilla er for nyligt desværre ramt endnu engang, men selvom livet vælter og hun igen må samle sig om familien og trække stikket, så er der ingen der kan tage hendes kærlige, stædige og fantastiske væsen ud af hende! Camilla er en bombe af omsorg og kærlighed og alle fortjener en Camilla i deres liv.

Jeg håber Camilla kan blive æret med denne pris; for hendes utrættelige kampgejst, hendes omsorg for andre og hendes arbejde for at hjælpe andre i deres sygdomsliv – det fortjener hun.

Nomineret: Camilla Bærentsen

Nomineret af: Nanna Marinussen

…..

Alt for mange har en autoimmun sygdom – og alt for mange ved ikke hvad en autoimmun sygdom er.

Det kan du være med til at lave om på.

Læs mere om prisen her: https://www.faim.dk/kick-as-camilla-bloch-vorum-prisen/

Og skynd dig at indstille dig selv – eller en anden.

#KickAS#FAIM#AutoimmuneSygdomme