Min grimme sweater jeg ikke kan tage af… Når du ikke længere lægger mærke til den, bliver vi gode sammen.
Forstil dig en grim sweater som du virkelig ikke har lyst til at gå med. Den er absolut ikke smart, den er nærmere det man vil betegne som gyselig. Og drøn upraktisk oveni, med alt for lange ærmer og en alt for lille kvælende halskrave, som tilmed kradser på den der ‘jeg-bliver-sindssyg-kradsen’-agtigt måde.
Forstil dig så, at du er tvunget til at have den på 24-7-365. Hele tiden uanset hvor du går hen, uanset årstid eller hvad du laver. Du har den på, når du ønsker at klæde dig lidt fint til et arrangement. Og du har den på når du sover. Altid.
Og hvad har en grim og kradsende sweater så lige med kronisk sygdom at gøre? Den grimme sweater ER den kroniske sygdom. Den sidder fast på kroppen, den er særdeles ubehagelig. Og den generer dig konstant. Hvis ikke fordi den er for varm, så fordi den er for tung eller fordi den kradser ekstra. Der er ligesom altid noget. Og du kan ikke tage den af! Aldrig.
Men som med alt andet, så vænner man sig til den, også fordi at det er man jo nødsaget til. På sigt bliver den bare en træls sweater, som man ikke kan komme udenom. Man lærer at leve med, at man skal gå rundt i den her gyselige, hjemmeterrorist af en sweater og man lære at kompensere for de alt for lange ærmer og den for lille kvælende halskrave. Man ignorer dens kradsen og finder en form for behag, for sådan er det jo. Det hjælper ikke at modarbejde dens gener, tværtimod.
Og typisk i mødet med nye mennesker, da kan de nærmest ikke få øjnene væk fra denne grimme sweater. De spørger konstant om det ikke er ret træls at være tvunget til at gå med den. Hvordan den dog er havnet der på min krop.. og om jeg nu også har prøvet at fjerne den..? Altså jeg mener, har du virkelig prøvet alt? Har du prøvet med en saks? Med en kniv? Eller hvad med yoga..?
Men nej, den kan ikke tages af og den kan ikke fjernes. Så jeg er nødt til at finde en måde at leve med den på, selvom jeg da helst havde været foruden.
Men jo længere tid der går, jo mere tilvænner jeg mig til at have den på. Og dem tæt på mig, de vænner sig også til at jeg har den på.
Faktisk på et tidspunkt ser de den ikke længere på mig, og det er der, at jeg føler mig allermest normal. Når jeg selv ‘glemmer’ at jeg har den på. Og når dem jeg er sammen med også glemmer, at jeg har den på. Den bliver ligesom bare en del af mig. Hende med den grimme sweater.
Der er nok at være trist over med kronisk sygdom og de begrænsninger der følger med. Så hvadend jeg kan gøre for mig selv, ren selvkærlighed, er en øget livsglæde og en øget livskvalitet. Og for mig er det blandt andet, at omgive mig med de skønneste mennesker, som støtter og forstår. Som accepter mig som den jeg er, og hvor den kroniske sygdom blot er noget som er der; – en træls og grim sweater vi desværre skal have med overalt…
Det skal ikke være et fokus eller et tema, det er blot en sweater jeg ikke kan tá af, en virkelig grim sweater. Men lad os ikke snakke om den hele tiden, for det orker jeg ikke. Jeg er stadig hende som ønsker at høre om de små ting i hverdagen og de små helt normale hverdagsproblemer. Det skal ikke handle om sakse, knive og yoga altid. Så bliver jeg træt, ekstra træt altså. For i forvejen er jeg allerede mere træt end normalen.
Jeg er kronisk syg, men jeg er ikke min sygdom. Det er en træls følgesvend, men endelig ikke giv den opmærksomhed, for det fortjener den ikke. Vi lader som om, at den ikke er der, og så sætter vi fokus på det der er muligt, fremfor det der ikke er muligt.
Man kan sagtens skabe sig et godt liv selvom man er tvunget til at gå rundt med denne gyselige sweater. For mig handlede det om at anerkende og acceptere at jeg ikke kunne tá den af, – og for pokker at jeg ikke kunne matche den med noget andet i mit klædeskab. Men nu har jeg vænnet mig til den og lært at kompensere for de lange ærmer og den alt for lille halskrave. Og at den kradser og klør.
Det håber og ønsker jeg for alle jer andre, som også er nødt til at gå rundt med en gyselig sweater eller en træls kjole.
Men nu kradser den, så jeg afslutter for nu. Og ønsker jer en fortsat god sommer med håb om at det ikke bliver alt for varmt, for så kradser sådan en vinterfætter-sweater bare virkelig ekstra meget.
Mit navn er Ann Katrin. Jeg har cøliaki. IBS (Irritable bowel syndrome) – irriteret tyktarm. IBD (inflammatory bowel disease) Mikroskopisk colitis, Kollagen colitis og SIBO (Small Intestinal Bakterial Overgrowth) – bakterieovervækst i tyndtarmen. Det er en fest uden lige🥳Du kan se mere om mig og min hverdag på min Instagram: @next.chapter.of.annkatrin
…..
Har du også ”en grim sweater”???
#AutoimmuneSygdomme #FAIM