Reaktiv artritis

Reaktiv artritis (reaktionsgigt) er en tilstand, hvor man udvikler smertende hævelse af et eller flere led, typisk efter en hals-, tarm eller urinvejsinfektion. Ledgenerne ledsages ofte af feber, træthed, nedsat appetit, vægttab og eventuelt symptomer fra ledbånd og/eller øjne.

Sygdommen betragtes som en immun-udløst godartet gigtsygdom, som kun i meget få tilfælde medfører varige problemer.

Hvor hyppig er reaktive artritter?
1-2 % af personer med de infektioner, som er nævnt i næste afsnit, udvikler reaktiv artritis.

Hvorfor får man reaktive artritter?
Den eksakte årsag til, at nogle mennesker udvikler reaktiv artritis i forlængelse af infektioner med en række forskellige bakterier, er ikke klarlagt. Man antager, at det er fordi, deres immunsystem overreagerer og “angriber” personen selv. Det sker i forbindelse med, at immunsystemet skal bekæmpe den bakterie, som har medført den udløsende infektion. En teori er, at rester fra nedbrudte bakterier sætter sig i ledhinden, og der virker som “et signal til angreb”, og derved tiltrækker immunforsvarets celler. De almindeligste bakterier, der kan udløse reaktive artritter, er (1) tarmbakterier som shigella, salmonella, yersinia og campylobacter og (2) bakterier fra urinveje og kønsorganer som klamydia og gonokokker. Men det skal pointeres, at det kun er en teori, og at der er flere teorier omkring, hvorfor tilstanden opstår. Der er ingen effekt af behandling med antibiotika.

Hvad er symptomerne på reaktive artritter?
Reaktiv artritis begynder ofte med akut hævelse, ømhed, varme, rødme og nedsat bevægelighed i et eller flere store led. Knæ- og ankelled er involveret i 80 % af tilfældene, mens omtrent halvdelen af personerne har ledbetændelse i skulder, albue eller håndled. 25 % af dem, der får sygdommen, klager over smerter i lænderyggen. Dette tyder på betændelse i bækkenleddene. Et andet typisk symptom er smerter ved senetilhæftninger, særligt hvor hælsenen og hulfodssenen hæfter på fodens knogler. Hyppigt findes desuden betændelser i kravebensleddene og i leddene mellem brystbenet og ribben. Disse betændelser (inflammation) mærker man ofte ikke selv, men leddene er ømme, hvis man trykker på dem. Gener fra hud og slimhinder er også almindelige. En generel sygdomsfølelse med træthed, feber, vægttab og nedsat madlyst er almindeligt i den akutte fase af sygdommen.

Omtrent halvdelen af de ramte personer kan fortælle, at de har haft tarm-, urinvejs- eller underlivsinfektion 1-4 uger før udbruddet af ledbetændelsen (inflammationen). Resten har sandsynligvis haft en infektion, som de ikke har bemærket. En lille gruppe med reaktiv artritis har på samme tid betændelse i urinrøret, ledbetændelse og betændelse i øjets bindehinde (konjunktiva). Hvor hyppigt reaktive artritter forekommer, er ikke kortlagt. Reaktiv artritis, som skyldes seksuelt overført sygdom, ses først og fremmest hos unge mænd. Underlivsinfektioner hos kvinder giver ofte få symptomer og overses derfor. Det er sandsynligvis årsagen til, at diagnosen reaktiv artritis stilles sjældnere hos kvinder. Reaktiv artritis efter tarminfektion er lige så hyppig hos kvinder som hos mænd.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Selve ledsygdommen er godartet til trods for, at den i begyndelsen er ret voldsom. Og der er ikke sammenhæng imellem, hvor meget et led er hævet eller hvor mange led, der er hævet, og udvikling af ledskade. Det kan dog være svært at se forskel på et led med bakterier i ( bakteriel artritis) og akut gigt (autoimmun artritis). Et smertende, varmt og rødt led skal ALTID vurderes af læge snarest.

Et rødt, irriteret eller smertende øje i forbindelse med reaktiv artritis bør også snarest vurderes af øjenlæge. Det er fordi, man kan få en immuninflammation i øjet, som den man har i leddet. Det skal altid undersøges nærmere af en øjenlæge.

Hvordan stilles diagnosen?
En sygehistorie, som beskrevet ovenfor, er typisk. Ofte er sammenhængen mellem infektion og ledbetændelse uklar, og lægen kan ikke altid “løse gåden” efter første samtale og undersøgelse. Blodprøver kan afsløre en få uger gammel infektion, men ret meget længere tid må der heller ikke gå. Det vil sige, at det mange gange er den tid der går fra infektionen, til der udvikles inflammation i leddene.

Lægen vil ofte tage blodprøverne CRP og hæmoglobin. Ved akut reaktiv artritis er CRP øget. Hæmoglobin er først normal og falder senere. Ved mistanke om reaktiv artritis kan man lave en undersøgelse for antistoffer imod de aktuelle bakterier og virus. Vigtigst er det dog at teste for, om man har en infektion, som kræver behandling, og at tage prøver til dyrkning af bakterier fra svælget (streptokokker), tarm (sygdomsfremkaldende tarmbakterier) og urinrør/livmoderhals (klamydia, gonokokker). Det er ikke nødvendigt med en røntgenundersøgelse af angrebne led i den akutte fase, fordi ledforandringer først udvikler sig efter lang tid, og oftest udvikler sygdommen sig slet ikke i den retning.

Hvilken behandling er der?
NSAID er førstevalget til behandling. De dæmper ledbetændelsen og lindrer smerter. Udtømning af ledvæske og indsprøjtning af kortison i led kan være til hjælp hos enkelte. Visse typer gigtmedicin kan have effekt på de betændelser, som ikke bliver bedre med NSAID, men dette er specialistbehandling.

Når den akutte fase af sygdommen er overstået, er det vigtigt at træne. Træning forebygger, at muskler bliver svækkede og ledbånd skrumper, og at der derved udvikles fejlstillinger i leddene. Men det er vigtigt, at træningen ikke overbelaster de led, som nyligt har været betændte. Vejledning af fysioterapeut kan være nyttigt.

Hvordan er langtidsudsigterne?
Tilstanden kan gå ud over arbejdsevnen i perioder. Som regel forsvinder ledbetændelsen i løbet af seks måneder uden varige gener. Nogle få får mere eller mindre kroniske gener, specielt fra ryg og hæl.

Risikoen for, at tilstanden skal komme tilbage, er ca. 15 % pr. år.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre reaktive artritter?
Man kan ikke undgå at få reaktiv artritis, og som sådan heller ikke forværre prognosen. I den helt akutte fase vil man (helt naturligt) have glæde af at aflaste det syge led. Ellers kan man irritere det i forvejen inflammerede led, lidt ligesom hvis man går på en forstuvet hævet ankel. Det ser dog ikke ud til at forlænge forløbet og ej heller medføre øget risiko for ledskader, at man bruger sit led.

 

Bliv medlem


Artiklen er fra Patienthåndbogen på Sundhed.dk