Type 1 diabetes

Type 1-diabetes (sukkersyge) er en tilstand med vedvarende forhøjet blodsukker, som skyldes mangel på det blodsukkersænkende hormon insulin.

Det er en livslang tilstand, man kan leve godt med, og en tilstand hvor patienten selv er den vigtigste behandler.

Type 1-diabetes debuterer som regel hurtigt og nogle gange akut, også selvom sygdomsudviklingen kan have taget lang tid. Patienterne har ofte bemærket tørst, hyppige vandladninger og vægttab samt i nogle tilfælde er der påvirket almentilstand. Blodsukkeret kan blive så højt, at patienten bliver omtåget eller bliver bevidstløs.

Type 1-diabetes kan debutere i alle aldre, men som regel før 40-års alderen. De sidste 30 år er sygdomsforekomsten steget.

Der er geografiske forskelle i hyppigheden af type 1-diabetes. Den højeste forekomst i verden findes i Skandinavien.

Hvorfor får man type 1-diabetes?

Sukker er ét af kroppens energistoffer. Insulin er centralt i reguleringen af sukkeromsætningen. Insulin bidrager blandt andet til, at sukker transporteres ind i cellerne fra blodet. Når det sker, kan cellerne omsætte det til energi og samtidig er det forklaringen på, at blodsukkeret holdes i normalt niveau.

Type 1-diabetes skyldes, at de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen bliver ødelagt. Årsagen er, at kroppens eget immunapparat angriber insulinproducerende celler i bugspytkirtlen – det kaldes en autoimmun sygdom. De mister efterhånden evnen til at producere insulin. Udviklingen sker gradvist, men symptomdebuten er som regel hurtig.

Hos mange er der en arvelig sårbarhed for at få diabetes. Tilstedeværelse af specifikke vævstyper, bestemte proteiner, som sidder på celleoverfladen til kroppens celler, øger risikoen for diabetes. De få, som har en specielt ugunstig vævstypekombination, har 6-12 % risiko for at udvikle type 1-diabetes i løbet af livet, mod ca. 0,5% i normalbefolkningen.

Hvis den ene forælder har type 1-diabetes er risikoen 2-5 %, hvis begge forældre har type 1-diabetes er risikoen for selv at få diabetes mellem 5-20 %. Ydre faktorer, som synes at spille en rolle for at få diabetes, er infektion med tarmvirus (enterovirus) under graviditeten.

Hvad er symptomerne på type 1-diabetes?

Type 1-diabetes debuterer som regel hurtigt og nogle gange meget akut.

Patienterne har påvirket almentilstand med træthed og mathed, er tørstige, skal hyppigt tisse, kan have synsforstyrrelser og de taber sig ofte i vægt. Blodsukkeret kan blive så højt, at patienten bliver omtåget eller bliver bevidstløs.

Hvordan stilles diagnosen type 1-diabetes?

Type 1-diabetes diagnosen stilles dels ud fra de nævnte klassiske symptomer på højt blodsukker, kombineret med at man måler et forhøjet blodsukker i en eller flere blodprøver.

Akutfase med højt blodsukker

Nogle patienter vil ud over meget høje blodsukker også udvikle en syreforgiftning – en ketoacidose. Hvis det er tilfældet, har patienten hyppige dybe vejrtrækninger (hyperventilation) og udåndingsluften kan lugte af acetone.

Ubehandlet vil bevidstheden blive påvirket og den syge glider efterhånden ind i koma, hvor man ikke kan få kontakt med vedkommende.

Laboratorieundersøgelser

Diagnosen diabetes mellitus stilles på grundlag af målinger af blodsukkeret:

Fastende er blodsukkeret højere end 7 mmol/l og det ikke-fastende blodsukker er højere end 12 mmol/l.

Ved ketoacidose er der ændringer i blodets surhedsgrad. Man kan måle, hvor højt blodsukkeret gennemsnitligt har været i de seneste 6-8 uger ved at måle HbA1c.

Hos normale er HbA1c < 48 mmol

Hvilken behandling er der ved type 1-diabetes?

Målet med behandlingen er at sørge for symptomfrihed, høj livskvalitet og normal livslængde. Hos type 1 diabetikere er der særlig nedsat livslængde hos dem, der udvikler senkomplikationer til sukkersygen – det vi sige, at det gælder om at forebygge, at disse udvikles. Der en nøje sammenhæng mellem hvad blodsukkerniveauet er og risikoen for senkomplikationer

Behandlingen skal indrettes sådan, at der forhindres komplikationer som alvorlig hypoglykæmi (for lavt blodsukker) eller hyperglykæmi (for højt blodsukker).

Centralt i behandlingen af diabetes mellitus er en fornuftig kost, daglige indsprøjtninger med insulin, som patienten selv administrerer, motion og rygeophør.

Kost

Diabetikere skal have en sund kost. I princippet kan patienter spise det samme som anbefales til resten af befolkningen.

Maden skal sammensættes således at:

  • 45 – 60 % er fra kulhydrat, heraf højst 10 % som tilsat sukker
  • 25 – 40 % fra fedt
  • 10 – 20 % fra protein

Kunstige sødemidler kan bruges frit.

Motion

Fysisk aktivitet mindsker blodsukkerniveauet.

Insulinbehandling

Efter opstart af insulinbehandling vil kroppens egen insulinproduktion ofte begynde igen. I denne fase er det nok med små doser insulin for at få en tilfredsstillende blodsukkerkontrol – selv uden diabeteskost. Denne bedring i egenproduktion af insulin kan vare i uger, måneder eller måske et år, og vil så afløses af næsten total insulinmangel, hvilket vil kræve tilførsel af højere insulindoser.

Insulinbehandlingen tilrettelægges således, at den svarer til det, der sker i den normale krop. Det vil sige, at der skal være en hvis basal mængde insulin døgnet rundt – dette sikres ved at tage langsomtvirkende basis insulin. Til måltiderne tages herudover hurtigt virkende insulin i mængder, der justeres afhængigt af særligt måltidets indhold af kulhydrater

Dårlig kontrol af diabetes hos børn og unge kan true normal vækst og udvikling og kan give senkomplikationer. Dårlig kontrol over længere tid øger risikoen for  senkomplikationer og udvikling af sygdomme i hjerte og hjerne (blodpropper) samt medføre nedsat blodomløb i benene. God kontrol mindsker risikoen for sådanne komplikationer betydeligt og kan give tilnærmelsesvis normale leveudsigter.

Akutte komplikationer er for højt blodsukker (hyperglykæmi) og for lavt blodsukker (hypoglykæmi).Senkomplikationer er først og fremmest øget risiko for sygdom i store og små blodkar i fx hjerte og nyrer.

Det er meget vigtigt at være klar over, at mange med diabetes også kan have højt blodtryk og højt niveau af fedtstoffer i blodet. Rygestop, behandling af det høje blodtryk og det høje niveau af fedtstoffer er lige så vigtigt som behandling med insulin.

Opfølgning

Type 1-diabetikere skal kontrolleres regelmæssigt og livslangt. Opfølgningen omfatter egenkontrol og regelmæssige kontroller i et diabetesambulatorium på sygehuset.

Egenkontrol

Alle patienter med type 1-diabetes skal kunne måle deres blodsukker selv.

De bør måle blodsukker minimum 4 gange hver dag.

Kontroller i diabetesambulatoriet

Normalt bør det foregå hver 3.-4. måned. Rutinekontrollerne består af måling af blodtryk, vægt, HbA1c, fodundersøgelse og diskussion af forhold, som patienten selv ønsker at tage op.

Årskontrollen bør fokusere på undersøgelse af blodtryk, hjerte og karsystemet (puls i ben), nervefunktionen i fødderne, fedtstoffer i blod, nyrefunktion, urinundersøgelse og EKG.

Kontrol hos øjenlæge bør gøres hvert andet år, efter man har haft diabetes i 5 år, og årligt efter, at man har haft type 1-diabetes i mere end 10 år.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre type 1-diabetes?

Type 1-diabetes skyldes, at kroppens eget immunapparat angriber de celler i bugspytkirtlen, der producerer insulin. Der er ikke noget, man kan gøre for at undgå dette. Hvis du har type 1-diabetes er det vigtigt, at du følger den anbefalede behandling for at undgå at få komplikationer til sygdommen.

Diskussionsgruppe: https://www.facebook.com/groups/type1diabetes.autoimmunesygdomme

Endo (hormon og stofskifte) og andre Autoimmune Sygdomme

Diskussionsgruppe for alle med autoimmune sygdomme: https://www.facebook.com/groups/AutoimmuneSygdomme/

Bliv medlem


Artiklen er fra Patienthåndbogen på Sundhed.dk